Sommeren er over os, og det er Corona´en desværre også.
Vi har i bestyrelsen besluttet, at vi ikke afholder arrangementer, der kræver stort fysisk fremmøde i 2020. For vore medlemmer er det stadig meget vigtigt ikke at blive udsat for Covid-19 smitte.
Det betyder, at vi udskyder generalforsamlingen, tema-dag, Walk ´n´roll og Zoo-dagen til 2021.
Derimod vil vi i bestyrelsen arbejde hårdt på at forbedre vor digitalisering i Foreningen. Vi har opgraderet hjemmesiden til en ny og mere dynamisk platform, vi sætter et projekt i gang, der skal hjælpe vore medlemmer til at kunne mødes med andre via videomøder.Vi vil se på muligheder for træning via nettet og vi ønsker at bringe vore medlemmer sammen i netværksgrupper, som mødes via nettet.
Vi har konstitueret os i bestyrelsen med John Gerbild som formand og Lars Bøje Christensen som næstformand. Kasserer er Tina Nygaard Madsen og bestyrelsesmedlemmerne Nick Bidstrup og Gert Jacobsen.
Vi ser meget frem til vore nye tiltag i Foreningen og håber, at vore medlemmer vil tage godt imod disse tiltag.
Rigtig god sommer til alle – Corona til trods.