Vort projekt med at tilbyde en tablet til medlemmer, der har særligt vanskeligt ved at gennemføre videomøder, er blevet begunstiget af Jascha-Fonden.
Det betyder, at vi nu kan sætte første test-fase i gang med en lille gruppe af Ataksi´ere og HSP´ere, som kommer til at teste tabletten.
Ifølge en undersøgelse gennemført af Danske Handicaporganisationer, er der eksempelvist mange CP´ere, der føler sig ensomme i Corona-tiden.
Det er simpelthen sværere at have social kontakt – det være sig ved fysiske møder, men også at det kan være svært at få kommunikeret med andre via digitale værktøjer.
Vores mål er at udvikle en tablet, hvor det er fuldstændigt enkelt at starte et video-møde op med sin Ataksi/HSP netværksgruppe, familien eller med fysioterapeuten.
Vi håber, at vi med dette tiltag kan bringe vore medlemmer tættere på andre mennesker uden nødvendigvis at skulle ud af huset. Video-mødet gør jo, at man kan se de mennesker, man kommunikerer med på skærmen og samtalen bliver dermed mere levende. Desuden vil man kunne se, hvordan fysioterapeuten udfører øvelsen, ligesom fys´en eventuelt vil kunne rette på borgerens udførelse af øvelserne.
En ambition er at indarbejde en tekst til tale funktion i tabletten, således at man også med utydelig tale kan gøre brug af videomødet.